01.08.2021
Indtil 2020 var Belarus (Hviderusland), med meget få politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser med Danmark, bedst kendt for at være styret af den berygtede Lukashenko,også kaldet ”Europas sidste diktator”. Men faktisk ligger hovedstaden Minsk kun 950 km fra København, tættere end Paris eller Rom. Befolkningen i Belarus er på 9,5 millioner, omtrent det samme som Belgien eller Sverige. Landet er en af 15 tidligere sovjetrepublikker og har været uafhængigt siden 1991.
Valget i 1994 af den første præsident i landets historie blev opfattet som frit og retfærdigt. Lukashenko, som var tidligere soldat i den røde hær, leder af en kollektiv gård og medlem af det kommunistiske parti, strøg til tops efter udbredt skuffelse over den første bølge af post-sovjetiske reformer. Et år senere gik Lukashenko i gang med en proces, der dels skulle genindføre det grøn-røde flag fra den sovjetiske æra, og dels flytte magten fra parlamentet til præsidenten.
Lukashenko har opretholdt den politiske magt lige siden gennem en stærk statslig kontrol med økonomien, kontrol over medierne og så meget undertrykkelse, som situationen krævede. Han beskyldes for mindst fire politiske mord og har fængslet utallige politiske modstandere.
I august 2020 så det ud til, at Lukashenko ville miste grebet om magten, efter at en åbenlys manipulation af præsidentvalget udløste en bølge af protester og bragte landet i det internationale søgelys.
Den politiske krise begyndte flere måneder før præsidentvalget i august 2020. En forværret økonomisk situation, dårlig håndtering af COVID-19-pandemien og adskillige uheldige bemærkninger fra Lukashenkos side fik hans popularitet til at falde drastisk. Han ignorerede pandemien, afviste virussen som en form for psykose og foreslog, at et skud vodka ville afværge den. Disse udtalelser gjorde, at borgerne følte sig ladt i stikken og begyndte at organisere sig selv for at bekæmpe pandemien.
I maj 2020 meddelte Viktor Babariko, en velhavende bankmand og filantrop, at han ville stille op mod Lukashenko, og han blev hurtigt populær. Ved tidligere valg neutraliserede regimet kandidater ved enten ikke at tillade dem at stille op eller fængsle dem på falsk grundlag. Traditionen tro fik Lukashenko-regeringen Babariko anholdt og anklagede ham for økonomiske forbrydelser og for forsøg på at smugle malerier ud af landet.
Udover Babariko var der to andre vigtige kandidater: Valery Tsepkalo, en diplomat og iværksætter med ph.d. i retsvidenskab, der formåede at flygte ud af landet med sine små børn, lige inden politiet slog til mod ham.
Den tredje kandidat var Sergei Tikhanovsky, en populær blogger og YouTuber, der blev tilbageholdt under en demonstration og stadig er fængslet og afventer retssagen.
Lukashenkos strategi med at eliminere rivaliserende kandidater var ikke tilstrækkelig. Efter arrestationen af sin mand (Sergei Tikhanovsky) blev Svetlana Tikhanovskaya registreret som kandidat. Veronika Tsepkalo, hustruen til den eksilerede oppositionsleder, og Maria Kolesnikova, Barbariko’s kampagneleder, sluttede sig til Tikhanovskayas kampagne. Tiikhanovskaya erklærede, at hvis hun blev valgt, ville hun:
Mere end 60.000 mennesker deltog i Trioens stævne i Minsk den 30. juli, ti dage før i valget. Protestbevægelsen spredte sig hurtigt på kryds og tværs i landet og i samfundet. Selv de, der overhovedet ikke var interesserede i politik, fandt sammen i ønsket om Lukashenkos afgang.
On 9 August 2020, Belarus went to the polls in a presidential election that was neither free nor fair. Grassroots organizations were more prepared than ever to uncover irregularities leading to election fraud and published evidence of this across social media.
Despite this, the authorities declared that Lukashenka had won a sixth term with 80% of the vote. Tikhanovskaya was declared to have received 10%. However, according to independent calculations Tikhanovskaya won in the first round with at least 3 million votes.
Den 9. august 2020 gik Belarus til stemmeurnerne ved et præsidentvalg, der hverken var frit eller retfærdigt. NGO’erne (civilsamfundsorganisationer) var mere klar end nogensinde til at afdække uregelmæssigheder i stemmeoptællingen og offentliggjorde beviser for valgsvindel på de sociale medier.
På trods af dette erklærede myndighederne, at Lukashenko havde vundet en sjette periode med 80 % af stemmerne og at Tikhanovskaya kun havde fået 10 %. Ifølge uafhængige beregninger vandt Tikhanovskaya imidlertid første runde med mindst 3 millioner stemmer.
Efter myndighedernes offentliggørelse af valgresultatet samlede borgerne sig i spontane, fredelige massedemonstrationer. Protesternes omfang oversteg langt tidligere demonstrationer. Ikke alene var de landsdækkende, men de fik støtte fra mange uden for den traditionelle opposition. Sociale grupper, der tidligere trofast havde støttet præsidenten, især pensionister og arbejdere i statsejede fabrikker, begyndte offentligt at vende sig imod ham. Det syntes nu muligt, at Lukashenko kunne miste magten som resultat af den modstand, der var uden fortilfælde.
Regimet reagerede ved at undertrykke protesterne med stor brutalitet. Men politiets hårde fremgangsmåde fik kun endnu flere til at gå på gaden, og efter et stykke tid havde myndighederne ikke ressourcer nok til at sprede eller kontrollere de store protester rundt i hele landet.
For at slå ned på protestbevægelsen lukkede regimet for adgang til internettet for at forhindre demonstranter i at kommunikere og organisere sig. Myndighederne forstærkede nu samtidig deres indsats mod ledelsen af protestbevægelsen.
Oppositionskandidater, deres kampagnehold og medarbejdere blev arresteret på falske anklager eller tvangsforvist. Tikhanovskaya blev tvunget af KGB til at flygte til Litauen. Veronika Tsepkalo forlod også landet, mens Maria Kolesnikova blev arresteret og fængslet en måned senere.
Politiet brugte overdreven magtanvendelse for at opløse demonstrationer. Mere end 35 000 mennesker blev arresteret og tilbageholdt. Mange demonstranter blev ydmyget, brutalt slået og udsat for seksuel vold, herunder voldtægt. De blev nægtet adgang til mad, rent vand og lægehjælp i længerevarende perioder. Fanger blev også nægtet retten til at informere deres pårørende om deres opholdssted og nægtet adgang til advokabistand.
Mindst 12 mennesker er bekræftet døde siden starten på de fredelige protester. Nogle af dem blev skudt på åben gade, andre døde i fængslet.
FN’s menneskerettighedseksperter modtog 450 vidnesbyrd om mishandling af fanger understøttet af foto-, video- og medicinske beviser. De beskriver, hvordan demonstranter blev tortureret og mishandlet under anholdelsen og under transporten og tilbageholdt i overfyldte lokaler. Amnesty International omtaler det som en menneskerettigheds-katastrofe.
De belarusiske myndigheder indrømmede at have modtaget omkring 900 klager over overgreb fra politiets side i forbindelse med protesterne, men ved udgangen af året var der ikke åbnet en eneste efterforskningssag, og ingen politifolk var blevet anklaget.
Studerende, der var mødt op for at støtte de strejkende, blev truet med bortvisning fra deres uddannelsesinstitutioner. Mange flygtede ud af landet, mens de der ikke var så heldige fik fængselsstraffe på to eller flere år.
Sundhedspersonale og læger, der havde deltaget i solidaritetskæder og professionelle marcher for at fordømme den vold og mishandling, der blev begået mod demonstranter, er også blevet tilbageholdt.
Hundredvis af atleter, lærere, fabriksarbejdere og andre fagfolk har været udsat for alvorlige repressioner, bl.a. fyring fra deres job, hvilket har tvunget mange af dem i eksil.
Uafhængige journalister og medieorganisationer er blevet chikaneret og forhindret i at udføre deres arbejde. Internationale medier er blevet nægtet presseakkreditering eller har fået annulleret deres akkreditering for at forhindre en uafhængig mediedækning.
Den 23. juli 2021 er der 587 officielt anerkendte politiske fanger, som er tilbageholdt for fredeligt at deltage i protester, der opfordrer til frie og retfærdige valg, og for at ønske en national dialog for at afslutte den politiske krise. Et langt større antal mennesker er fængslet for at protestere ulovligt eller på falsk grundlag.
I foråret 2021 begyndte regimet at lukke uafhængige medier og rydde mediebilledet for enhver ikke-regimevenlig organisation. De eneste kilder til sandfærdige og uafhængige informationer er nu Telegram-kanaler, apps og sociale medier.
Ud over at gå efter uafhængige journalister startede myndighederne en proces med at lukke NGO'er, der arbejder med menneskerettigheder, kommunikation, økologi og rettigheder for arbejdstagere og handicappede samt forfattersammenslutninger. I alt blev mere end 20 organisationer lukket i juli 2021.
Den 19. august 2020 tog Svetlana Tikhanovskaya initiativ til at oprette et nationalt koordineringsråd, der skulle repræsentere det belarusiske folk, organisere processen med at overvinde den politiske krise samt beskytte Republikkens suverænitet. Rådet fungerer i overensstemmelse med de grundlæggende principper i forfatningen for Republikken Belarus. Koordineringsrådet har ikke til formål at gribe magten gennem forfatningsstridige midler og forsøger ikke at forberede eller opfordre til handlinger, der krænker den offentlige lov og orden.
Tikhanovskayas kontor og andre landflygtige belarusiske demokratiske aktivister spiller en meget aktiv rolle i dannelsen og støtten af den demokratiske bevægelse i og uden for landet via et tæt samarbejde med den belarusiske diaspora. Der gøres også en stor indsats for at etablere forbindelser til pro-demokratiske regeringer rundt om i verden.
Der er ingen vej tilbage for Belarus - intet bliver det samme som før 2020. Det eneste spørgsmål er, hvor længe regimet vil kunne holde sig ved magten. Lukashenko har definitivt mistet støtten fra størstedelen af det belarusiske samfund og kan kun styre med magt. Lukashenko er fortsat ved magten, fordi han stadig har opbakning fra det belarusiske magtapparat, og fordi han i kølvandet på valget har modtaget betydelig støtte fra Rusland.
Der er kun meget begrænset adgang til statistiske data om det belarusiske samfund, men det står klart, at det belarusiske folk er blevet væsentligt mere politiseret, siden protesterne startede i august 2020.
Efter mange års undertrykkelse af sprog og kultur er befolkningen i Belarus begyndt at føle sig som en del af en bevægelse og identificere sig som en nation. Der er øget interesse for at lære mere om landets historie og kultur, og for at bruge det belarusiske sprog (størstedelen af befolkningen taler russisk til dagligt, selvom både russisk og belarusisk er officielle sprog i landet).
Protesterne har endnu ikke væltet diktatoren, men de vil fortsætte og utvivlsomt spille en rolle i udviklingen af den belarusiske nation, dens politik og kultur i de kommende år.
